ExI 1998 var vi på en rejse til Bosnien, hvor vi var heldige at bo privat hos en familie i Sarajevo.
Vi fik på den måde en personlig beskrivelse af baggrunden for krigen, som var afsluttet kun tre år tidligere (Dayton aftalen i 1995). 
Der var mange spor efter krigen, næsten alle huse havde skudhuller, flere broer var sprængt og landsbyer stod øde. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på os. 

Vi har længe ønsket at vende tilbage, for at se hvordan landet ser ud nu, og snart har vi muligheden. Paw går på pension midt i august 26, og straks herefter rejser vi.
Da vi nu får god tid, nøjes vi ikke med at tage til Bosnien Hercegovina, men ønsker at besøge alle landene i Balkan.

Vi kører i vores gamle benzindrevne Renault Clio og planlægger turen undervejs.

Celle

I går eftermiddag ankom vi til Celle efter Ca. 5 timers køretur. Celle er en meget smuk by, med en stor Altstadt med velbevarede/genopbyggede middelalderhuse. Alle flotte bindingsværkshuse, mange med fine inskriptioner der indeholder visdoms sætninger og religiøse udsagn, og ofte med navnet på husets mandlige ejer.

I dag har vi set Celle Slot, hvortil Caroline Mathilde blev forvist. Det skete, efter affæren med Struense blev afsløret. Struense blev henrettet, og Caroline Mathilde kom i eksil på Celle Slot, hvor hun døde som 23 årig.

I Celle er der flere smukke parker, et statslig heste stutteri fra 1700 tallet, som faktisk blev stiftet af en danske prinsesse . Sidst på eftermiddagen besøgte vi en middelalderfest. I baggrunden af billedet ses byens nye rådhus.

Det er alt for i dag. I morgen går turen videre til Nürnberg.

Nürnberg

Søndag d. 16.08.

Vi havde en dejlig og nem køretur til Nürnberg og ankom allerede ved 12.30-tiden.

Vi startede med at besøge Zeppelinfeld, hvor Hitler holdt sine store taler, og hvor op mod 200.000 nazister deltog i parader. Et sted med en ret tung historie og en helt særlig stemning.

Det var stadig meget varmt, men heldigvis havde vi booket et rigtig fint 4-stjernet hotel med aircondition – så efter lidt sightseeing stod den på afslapning og nedkøling.

Senere tog vi ind til Altstadt, og her kunne vi for alvor mærke, at vi var kommet til en storby med masser af historie. Nürnberg har omkring 500.000 indbyggere og er en gammel middelalderby, domineret af kejserborgen, der ligger majestætisk på toppen af bakken.

Det er ret imponerende at se, hvor velbevaret byen fremstår, når man tænker på, at hele 92 % af Nürnberg blev ødelagt under 2. verdenskrig. Tyskerne må man give – de har været dygtige til at genopbygge deres historiske byer.

Mandag d. 17.08.

I dag havde vi booket en byvandring, og det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vores guide var fra Ecuador, og sammen med omkring 10 andre tog han os med rundt i byen.

Undervejs fik vi fortalt om Nürnbergs mere end 1.000 år lange historie og så flere af byens vigtigste seværdigheder. Historien bliver lidt mere levende, når man får den fortalt af en engageret guide, mens man står midt i den.

Frokosten skulle selvfølgelig være lokal: Nürnberger Bratwurst med sauerkraut. Og hvad passer bedre til det end en Bier vom Fass? Man er vel på ferie!

Næste stop var Justizpalæet, hvor Nürnberg-processerne fandt sted efter 2. verdenskrig. Vi kom ind i retssalen, hvor det første internationale retsopgør af sin slags fandt sted. Endnu et sted, hvor historien føles meget nærværende.

Så tror vi vist, at vi har fået set det vigtigste af Nürnberg denne gang. Men det er bestemt en by, vi gerne vil vende tilbage til. Måske om vinteren – for Nürnbergs julemarked skulle efter sigende være noget helt særligt.

Det må vi have til gode!

Salzburg

Tirsdag d. 18.08

Så er vi kommet til Alperne, Salzburg – og regnvejr.

Turen til Salzburg var meget smuk, selv om regnen fulgte os det meste af vejen. Da vi ankom til vores hotel, styrtede det ned, men vi tog alligevel ind til Salzburgs Altstadt, hvor vi om aftenen skulle til Mozartkoncert.

Salzburg er en utrolig smuk barokby, men den massive regn lagde desværre en dæmper på vores muligheder for rigtig at opleve byen.

Koncertaftenen begyndte med en rigtig fin treretters menu på borgen Hohensalzburg, højt over byen. Bagefter ventede turens hidtil største kulturelle oplevelse: en Mozartkoncert i en meget smuk middelalderlig festsal på borgen. Musikken, omgivelserne og stemningen gjorde det til en fantastisk aften – trods regnen.

I morgen forlader vi Østrig og kører videre mod Slovenien. Forhåbentlig med lidt mindre regn undervejs.

Ljubljana

Onsdag d. 19.08

Efter regnen i Salzburg gik turen videre mod Slovenien – og vejret havde bestemt skiftet mening. Da vi nåede Ljubljana, var der 33 grader.

Køreturen over Alperne var utrolig smuk. En del af turen gik væk fra motorvejen ad små bjergveje med hårnålesving og stejle passager. Det gik ikke altid hurtigt, men udsigten gjorde det hele værd.

Ljubljana er en lille og meget hyggelig hovedstad med omkring 300.000 indbyggere. Den gamle bydel er stort set bilfri og fyldt med smukke bygninger, små pladser og hyggelige gader langs floden.

Vi besøgte også et gammelt militærområde, som i dag er blevet til et alternativt kulturkvarter. Det minder lidt om Christiania – bare i en meget mindre udgave. Der er masser af graffiti og alternative bygninger, men vi synes nu ikke helt, at området har den samme kreativitet og særlige stemning som Christiania.

Ljubljana

Torsdag d. 20.08

I dag var vi på en guidet rundtur i Ljubljana. Vores guide var italiener, meget engageret og med masser af humor, så det blev både underholdende og lærerigt.

På turen kom vi omkring både Ljubljanas og Sloveniens historie og fik samtidig et godt indblik i livet i landet i dag.

Slovenien fremstår som et moderne og velstående land. Landet slap forholdsvis skånsomt gennem opløsningen af Jugoslavien og krigene på Balkan, og det har været med til at give Slovenien et helt andet udgangspunkt end flere af de andre tidligere jugoslaviske republikker.

Efter to dage i Ljubljana går turen i morgen videre mod Kroatien.

Kroatien
21.–23.08.26
Vi tog udenom betalingsvejene fra Ljubljana til Senj i Kroatien – mest for at få noget pænt at se på undervejs.

Her i Senj har vi fået en fin lejlighed med den flotteste udsigt over Adriaterhavet og øen Krk.

Der er kun 300 meter til stranden. Godt nok er der 120 trappetrin ned, men så er vi også klar til at springe i bølgerne. Luften er omkring 30 grader og vandet 25. Perfekt!
Efter nogle hektiske dage er tempoet sat lidt ned. Vi bader, vasker tøj, spiser godt og nyder bare at være her.
Vi orker ikke så meget kultur lige nu, men i dag blev det alligevel til en vandretur fra Donja Klada til Starigrad. Stien følger kysten gennem Velebit Naturpark, og turen var virkelig smuk med udsigt over Adriaterhavet og øen Rab.

Det blev temmelig varmt undervejs, så da vi kom til en helt øde bugt med en lille strand, var en dukkert næsten uimodståelig. Badetøjet havde vi selvfølgelig ikke med, men det gjorde jo ikke så meget – vi havde ikke set et eneste menneske hele dagen.
Vi havde dog dårligt fået smidt tøjet, før der pludselig dukkede to vandrere op fra den ene side og tre fra den anden. Så gik det stærkt med at få undertøjet på igen!
Det blev altså til en svømmetur i undertøj. Men pyt – en dukkert var tiltrængt, og det blev endnu en af de små oplevelser, man ikke lige havde planlagt hjemmefra.

Midt mellem Nordpolen og Ækvator

Vi gik vi en tur langs Adriaterhavet og stødte på dette lidt pudsige sted.

Her går den 45. breddegrad, hvilket betyder, at vi befinder os næsten præcis midt mellem Ækvator og Nordpolen – omkring 5.000 km til hver.

Det er markeret med et lille monument og et solur med udsigt over havet. Man tænker normalt ikke så meget over breddegrader, når man rejser, men her blev geografien pludselig meget konkret.

Og som gammel geografilærer er det jo svært ikke at blive en lille smule begejstret over den slags.

Bosnien – Bihać

Tirsdag 25.08

På vej mod Bosnien kom vi tæt ved grænsen forbi en tidligere jugoslavisk militærbase. Her havde militæret bygget enorme hangarer inde i selve bjerget, så kampflyene kunne skjules for fjenden. I dag er området åbent, og vi kunne gå helt ind i de gamle tunneler og hangarer. Indgangene var meget specielle og formet, så flyene kunne køre direkte ind i bjerget.

Vi bor i en fin lejlighed i Bihać lige ned til floden Una. Vandet er klart og indbydende, og selvfølgelig skulle vi også prøve at bade i floden.

Det er tydeligt, at vi er kommet til en anden del af Balkan. Der er mange moskeer, og islam fylder mere i gadebilledet. Vi ser også flere kvinder i niqab, hvilket vi stort set ikke har oplevet tidligere på turen.

Onsdag 26.08

I dag stod den på riverrafting på Una-floden. En tur på omkring 14 km gennem den smukke natur.

Det blev både sjovt, vådt og indimellem lidt vildt. Vi fik bevæget os, nød den fantastiske flod og fik selvfølgelig også mulighed for at bade undervejs.

Vi delte båd med en sød tysk familie, så det blev alt i alt en rigtig hyggelig og dejlig dag.

Anni var dog tæt på at få lidt mere badning, end hun havde planlagt. På vej gennem et af de kraftigere stryg var hun lige ved at ryge ud af båden. Men hun holdt fast – og blev ombord!

Torsdag 27.08

I dag tog vi på en større rundtur i Una Nationalpark.

Det blev endnu en meget smuk dag langs Una-floden. Vi besøgte Štrbački Buk, som er det største og mest imponerende vandfald i området. Her vælter enorme mængder vand ned over de mange klippetrin – et fantastisk syn.

Derefter fortsatte vi til Martin Brod, hvor Una igen viser sig fra sin flotteste side med en hel række mindre vandfald og stryg.

En rigtig flot tur gennem et grønt og frodigt landskab – og endnu en dag, hvor vi blev bekræftet i, at Una-floden er noget helt særligt.

Mostar
28.–30.08
28.08

Køreturen til Mostar gik gennem høje bjerge, skove og langs smukke floder. Det er meget varmt – 41 grader i skyggen – men heldigvis har vi aircondition både i bilen og i den lejlighed, vi nåede frem til i Mostar.

Det er en rigtig fin lejlighed ca. 1,1 km fra centrum af den gamle bydel.
Vi var her sidst i 1998, men vi kan næsten ikke genkende noget. Dengang var den berømte bro blevet bombet under krigen 1992-95, og der var opført en midlertidig træbro. I dag er den gamle bro genopbygget.
I 1998 havde stort set alle huse granat- og/eller skudhuller. I dag er langt de fleste bygninger renoveret, men enkelte står stadig tilbage med tydelige krigsskader som en påmindelse om krigen.

29.08
Vi var på byvandring i Mostar. Vores guide havde selv været soldat i byen under Balkankrigen, og han fortalte levende om både landets og byens historie – fra middelalderen og helt frem til i dag. Det var en stor oplevelse.

Mostar er samtidig det mest turistede sted, vi har oplevet på turen indtil nu. Den gamle bro er et meget smukt centrum i byen, men den er omgivet af souvenirbutikker, barer og turister – ikke mindst Anni og Paw.

Om aftenen var vi ude at spise traditionel bosnisk mad. Vi har efterhånden spist ude mange gange på turen, men det var første gang, vi fik så meget mad, at Paw ikke kunne spise op. Kryds i kalenderen!
30.08
Vores sidste dag i Mostar brugte vi på en udflugt ca. 15 km syd for byen.
Først besøgte vi et gammelt muslimsk kloster fra 1500-tallet, som ligger helt inde under en meget stejl klippeskrænt. Det har gennem århundreder været et religiøst samlingssted, og også her var der godt fyldt med turister.

Bagefter kørte vi til et sted, hvor to floder løber sammen og danner et stort, naturligt poolområde. Her tilbragte vi et par dejlige timer med flere badeture i det kølige flodvand. Det var tiltrængt i varmen!
På trods af de mange turister har det været et dejligt gensyn med Mostar – og samtidig spændende at opleve, hvor meget byen har forandret sig, siden vi var her i 1998.

Selv om man stadig ser tydelige spor efter Balkankrigen, er det dejligt også at opleve, hvordan landet langsomt har rejst sig igen. Mange bygninger er blevet flot renoveret, og der er kommet overskud til at gøre byerne smukkere. Flere steder udsmykkes husene for eksempel med store og farverige gavlmalerier. Det giver en fin kontrast til de bygninger, hvor krigens skudhuller stadig er synlige.

Montenegro

Zabljak

Fra Mostar over bjergene til Montenegro

Turen fra Mostar mod Montenegro blev en af de smukkeste – men også mest nervepirrende – køreture på rejsen.

Vi kørte ad smalle, asfalterede bjergveje, ofte kun med ét spor og enkelte vigepladser. Vejen snoede sig langs bjergsiderne med stejle fald og stort set uden autoværn. En rute, der tidligere også er blevet brugt af smuglere.

På et tidspunkt kom vi til en ubevogtet grænseovergang. Den var så diskret, at vi først opdagede, at vi var ved en landegrænse, da vi fik læst skiltene ordentligt.

Efter grænsen fortsatte turen gennem Montenegros imponerende bjerglandskab. Vejen blev endnu smallere og snoede sig i hårnålesving op mod Sedlo-passet i 1.907 meters højde.

Her begyndte Anni for alvor at blive nervøs. Det blev ikke bedre, da vi mødte en modkørende bil og måtte bakke ind på en lille vigeplads – uden autoværn og meget tæt på kanten med frit fald ned i afgrunden. Det var bestemt ikke her, man havde lyst til at lave en fejlmanøvre!

Vi nåede heldigvis sikkert frem til Žabljak. Det havde været en fantastisk smuk tur gennem bjergene – men også lige en tand mere spændende, end vi havde ønsket os.

Da vi nåede frem til gæstehuset, hvor vi skulle bo de næste tre dage, skulle vi prøve noget nyt: 0 stjerner.

Førstehåndsindtrykket var da også lidt blandet. Huset og indretningen var noget rodet, og moderne luksus var der bestemt ikke meget af. Men der var rent, og vores vært var utrolig flink og imødekommende.

Og så var der maden!

Den var helt fantastisk. Ost og smør var hjemmelavet af mælk fra familiens egne køer, grøntsagerne kom direkte fra haven, og æggene fra deres egne høns. Alt var friskt, hjemmelavet og virkelig velsmagende.

Så da vi havde fået vores første måltid, måtte vi konstatere, at stedet bestemt ikke fik 0 stjerner af os. Nogle gange siger antallet af stjerner ikke ret meget om oplevelsen. 

Žabljak
31.08 – 03.09
Selve byen Žabljak er ikke særlig spændende. Der er rigtig mange nyopførte ferieboliger, men samtidig også mange huse, der bærer præg af fattigdom. Til gengæld er naturen omkring byen helt fantastisk.

I løbet af vores tre dage her var vi på flere vandreture omkring bjergsøerne og gennem skovene omkring Žabljak. Smuk natur, frisk bjergluft og heldigvis også lidt lavere temperaturer end dem, vi havde oplevet i Mostar.

På andendagen kørte vi op i bjergene og gik det sidste stykke til udsigtspunktet ved Ćurevac. Herfra havde vi en fantastisk udsigt over Tara-kløften, som med sine op mod 1.300 meter er Europas dybeste kløft og en af de dybeste i verden.

Bagefter kørte vi ad smalle bjergveje ned til Tara-floden. Her gik vi en tur langs den utroligt smukke og klare flod, som ofte fremhæves for sit meget rene vand.
Så nu har vi både været ved Europas dybeste kløft og gået langs en af Europas reneste floder.

Det er rekorderne, vi går efter

Kotorbugten – Bigova

Vi boede lidt uden for Kotor i den lille by Bigova. Kotor er meget turistet, og trafikken omkring byen kan være temmelig kaotisk. Det er både svært at komme frem og næsten umuligt at finde en parkeringsplads.

Derfor valgte vi at droppe Kotor og i stedet nyde tiden i Bigova, hvor vi havde fået en rigtig lækker lejlighed tæt på stranden og den lille hyggelige by. Her stod den på badning, afslapning og lidt ro efter mange oplevelser og kilometer på landevejene.

Det viste sig at der allerede var to “beboere” i lejligheden. De havde ikke tænkt sig at flytte selvom vi kom. Det endte med at Anni kom til at holde af dem.

Næste dag tog vi på en heldags sejltur rundt i Kotorbugten. Det blev en rigtig flot tur med flere spændende stop undervejs.

Et af højdepunkterne var Den Blå Grotte. Her hoppede vi i vandet fra båden og svømmede ind i grotten. Sollyset rammer vandet på en helt særlig måde, så det nærmest lyser i en intens blå farve. En både smuk og lidt anderledes svømmetur – og endnu en dejlig oplevelse på vores tur gennem Balkan.

Albanien tur-retur

05.09

Vi kørte mod Albanien, som skulle være et af højdepunkterne på vores tur. Vi havde begge læst en del om landet hjemmefra, så forventningerne var store, da vi holdt ved grænsen og var klar til at køre ind i Albanien.

Men så let skulle det ikke gå.

Grænsevagten bad om pas og registreringsattest.

REGISTRERINGSATTEST!

Den havde vi glemt hjemme i Danmark! Vi havde både grønt og rødt kort med alle oplysninger om bilen, men som grænsevagten meget bestemt påpegede:

“I need DOCUMENT!”

Så der var ikke andet at gøre end at vende bilen og køre tilbage til Montenegro.

Grænsevagten undrede sig i øvrigt over, at vi overhovedet var kommet ind i Montenegro uden registreringsattesten. Det skyldtes muligvis, at vi var kommet ind i landet ad vores tidligere omtalte “smuglerrute” med den ubemandede grænseovergang.

Nu anede vi ikke, hvad vi skulle gøre.

Anni satte pegefingeren midt på kortet over Montenegro, og så kørte vi til Nikšić, hvor vi fandt et sted at overnatte og kunne tænke situationen igennem.

Vi besluttede os for at få registreringsattesten sendt hjemmefra. Hurtigste løsning var at få den sendt til et EU-land, så næste dag kørte vi til Kroatien og indlogerede os på et meget fint – og dyrt – hotel. Så måtte der da være en rimelig chance for, at UPS-buddet kunne finde os!

Hjemme i Danmark fik vi hjælp af Christian, Annegrete og især Jan. Det var en kæmpe hjælp, og uden dem var det blevet noget mere besværligt.

I går, den 09.09, kom pakken endelig, og vi stod igen med den eftertragtede REGISTRERINGSATTEST i hånden.

Ventetiden var nu heller ikke den værste. Vi fik nogle dage med lidt luksus, swimmingpool og god mad. Vi besøgte også Dubrovnik, som er utrolig smuk – men også utrolig turistet.

Vi fik samtidig ordnet nogle praktiske ting. Blandt andet var motoren til vinduesviskerne stået af, så bilen måtte en tur på værksted. Heldigvis blev den repareret og er nu klar igen.

Så i morgen gør vi et nyt forsøg.

Albanien – here we come!

Forhåbentlig har vi denne gang alle de dokumenter med, som grænsevagten kan finde på at spørge efter. 😄

Albanien

Vi har ikke ladet høre fra os i et par dage. Det er simpelthen, fordi Albanien har gjort så stort indtryk på os – og landet har bestemt været alt besværet med registreringsattesten værd.

Vi kom denne gang fint over grænsen og fortsatte til Shkodër. Her havde vi booket en enkelt overnatning i en hytte på en campingplads.

Det lyder jo umiddelbart som noget, vi kender hjemmefra, men meget var alligevel anderledes. Hytten var næsten nybygget, men det meste “haltede” lidt. Det var godt, at vi ikke var 20 år og nyforelskede, for sengen var temmelig leddeløs, og en stumtjener var så skæv, at den næsten ikke kunne stå selv. Her er vi omkring 0 stjerner.

Til gengæld havde campingpladsen en swimmingpool. Mens vi lå ved poolen, kom to får forbi og drak af vandet, mens nogle høns gik rundt langs kanten. Det gav ligesom stedet sin helt egen charme.

Selve Shkodër har et smukt centrum med bygninger i venetiansk stil. Vores indtryk af albanerne er, at de er utroligt venlige og imødekommende. Paw forsøger sig med nogle få albanske gloser – albansk er virkelig svært – og det får næsten altid smilet frem hos de lokale.

I Shkodër besøgte vi også et tidligere fængsel, som i dag er museum for forfølgelserne under Hoxha-regimet. Her blev politiske modstandere og anderledes tænkende fængslet og forfulgt. Det var et tankevækkende og ret forstemmende besøg.

På vej ud af Shkodër gjorde vi et stop ved den smukke Mesi-bro, en gammel osmannisk stenbro med 13 buer. Den ligger flot over Kir-floden med bjergene i baggrunden og er et imponerende stykke bygningsværk fra 1700-tallet.

Durrës

På vej videre mod Tirana lagde vi turen forbi Durrës, Albaniens største kystby og en af landets vigtigste havnebyer.

Her gik vi en tur langs den lange strandpromenade og rundt i den gamle del af byen. Durrës har en historie, der går mere end 2.500 år tilbage, og midt mellem de moderne bygninger finder man blandt andet et stort romersk amfiteater og rester af den byzantinske bymur.

Kontrasten mellem de gamle ruiner, den enorme havn, strandpromenaden og den moderne by er ret fascinerende. Durrës gjorde et rigtig godt indtryk på os – en smuk og levende by, hvor Albaniens lange historie og den moderne udvikling står side om side.

Tirana

Fra Durrës fortsatte vi mod Tirana. Her fik vi for alvor kendskab til albanernes måde at køre bil på!

De kører mere vildt end italienerne i Napoli og bruger hornet i ét væk. Albanien havde stort set ingen privatbilisme under kommunismen, så da regimet faldt i begyndelsen af 1990'erne, eksploderede antallet af biler. Det kan man godt få en fornemmelse af i trafikken i dag.

Vi havde lejet en lille lejlighed helt centralt i Tirana, men det viste sig at være noget af en opgave at finde den. Vi havde fået en beskrivelse og en meget forvirrende YouTube-video som vejledning. Efter at have spurgt om hjælp og ledt i et par timer lykkedes det til sidst.

Bilen skulle parkeres i tredje baggård efter nogle af de smalleste veje, vi endnu har kørt på, med biler parkeret i begge sider. Enkelte steder føltes det, som om vi havde under en centimeter til hver side.

Det kræver nerver af stål.

Det har vi ikke.

Tirana viste sig til gengæld at være en fantastisk by. Brede boulevarder, moskeer, kirker, højhuse og parker – og med bjerge omkring byen.

Vi besøgte blandt andet det enorme bunkerkompleks Bunk’Art 1, som Enver Hoxha, Albaniens kommunistiske leder, lod bygge som beskyttelse for sig selv og den politiske elite i tilfælde af et atomangreb. I dag er bunkeren museum og fortæller både om Albaniens nyere historie og livet under det kommunistiske diktatur.

Under Hoxha blev der bygget bunkere over hele Albanien som led i forberedelserne på en invasion, der aldrig kom. De står stadig overalt i landskabet, og nogle af dem har i dag fået helt andre funktioner – blandt andet som lagerrum, stalde og små butikker.

Tæt på vores lejlighed ligger Skanderbeg-pladsen, opkaldt efter Albaniens store nationalhelt. Det er en enorm plads på omkring 40.000 m² omgivet af nogle af Tiranas mest markante bygninger. Midt på pladsen står den store rytterstatue af Skanderbeg.

Over for statuen ligger et moderne højhus, Maritim Plaza Tirana, hvis facade med lidt god vilje kan ligne et stiliseret ansigt. Vi syntes selvfølgelig, at det måtte være Skanderbeg, der holdt øje med pladsen.

På pladsen ligger også Et’hem Bey-moskeen, en smuk moske fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Moskeen er kendt for sine usædvanlige vægmalerier med blandt andet landskaber, træer og vandfald.

Religion har en helt særlig historie i Albanien. Under Hoxha-regimet blev religion forbudt, og Albanien erklærede sig i 1967 som verdens første ateistiske stat. Moskeer og kirker blev lukket eller fik andre formål.

I dag er billedet helt anderledes. Muslimer, katolikker og ortodokse lever side om side, og den religiøse tolerance er noget, albanerne selv lægger stor vægt på. Det er fascinerende at opleve moskeer og kirker ligge tæt på hinanden midt i Tirana.

På en af vores aftenture stødte vi så på en af de meget omtalte “flamingo-demonstrationer”.

Det hele foregik fredeligt og med god stemning.

Bare man ikke er i familie med Trump. 😉

Turen til Berat

På vej fra Tirana mod Berat kom vi pludselig gennem et landskab, der så noget anderledes ud end resten af Albanien. Overalt stod der gamle oliepumper – mange rustne og tilsyneladende ikke længere i brug.

Vi var kommet til området omkring Kuçovë, hvor der har været udvundet olie siden 1920’erne, og som under Hoxha blev et vigtigt centrum for Albaniens olieindustri.

Lige i nærheden ligger også Kuçovë-flybasen, der blev bygget under kommunismen og dengang husede albanske jagerfly. I dag er basen moderniseret og genåbnet som NATO-base.

På ganske få kilometer kørte vi altså forbi gamle oliepumper og tydelige spor efter det kommunistiske Albanien – samtidig med at en moderne NATO-base ligger lige i nærheden. Endnu et eksempel på, hvordan Albaniens dramatiske historie stadig er meget synlig i landskabet.

Berat

Berat er en helt unik by. Den ligger langs Osum-floden, som deler byen i to, og på begge sider klatrer de smukke, karakteristiske osmanniske huse op ad bjergsiderne. De mange hvide huse med vinduer tæt over hinanden har givet Berat tilnavnet ”De tusind vinduers by”.

På toppen over den gamle by ligger borgen, og nedenfor snor små brostensbelagte gyder sig mellem de gamle huse. Det hele er utrolig hyggeligt og velholdt, og byen har en helt anden ro over sig end de steder, vi hidtil har besøgt i Albanien.

I går aftes var vi ude at spise i den gamle bydel. Restauranten lå utrolig smukt i flere niveauer op ad bjergsiden, og her fik vi den dejligste Balkan-menu. Det var sådan et sted, hvor både omgivelserne, stemningen og maden gik op i en højere enhed.

Vi er meget glade for, at vi valgte at besøge Berat. Det er stadig Albanien – men alligevel helt anderledes. Tirana var spændende, vild og voldsom, mens Berat er smuk, historisk og meget mere rolig.

Det er netop de store kontraster, der gør Albanien så spændende at rejse rundt i.

I morgen siger vi farvel til De tusind vinduers by og kører videre mod Gjirokastër.

Gjirokastër

Så er vi kommet til Gjirokastër, som bliver det sydligste ophold på vores tur. Vi har nemlig besluttet, at Grækenland alligevel ikke kommer med på denne rejse.

Gjirokastër er endnu en af Albaniens smukke gamle byer, bygget op ad bjergsiden med en stor borg tronende på toppen. Men byen er også ekstremt turistet.

Den første dag gik vi rundt i byen et par timer, fik lidt frokost og kørte derefter ud til vores hotel.

Det var et firestjernet hotel – men vi har efterhånden fundet ud af, at fire stjerner i Albanien ikke nødvendigvis er helt det samme som fire stjerner andre steder. 😉 Værelset var nogenlunde, og det meste fungerede. Til gengæld havde hotellet en direktør, der startede vores ophold med mere eller mindre at skælde os ud.

Men hotellet havde en dejlig swimmingpool, og den reddede dagen. Her tilbragte vi resten af eftermiddagen.

Næste morgen tog vi tidligt ind til Gjirokastër igen, og det var en helt anden oplevelse. Der var langt færre mennesker, og byen kom meget bedre til sin ret.

Vi gik op til borgen, der også fungerer som museum. Herfra er der en fantastisk udsigt over byen og dalen omkring den.

Bagefter forlod vi Gjirokastër og kørte ud til Fields of Bunkers – en mark fyldt med nogle af de mange bunkere, der blev bygget under kommunismen som forsvar mod den invasion, der aldrig kom.

Dejligt sted. Kun to turister: Anni og Paw.

Senere gik vi en lille tur til Hadrianopolis Theatre and Ancient City. Her ligger resterne af en romersk by, der blev grundlagt i kejser Hadrians tid. Befolkningen fra de omkringliggende områder blev samlet i byen, hvorfra det frugtbare land i dalen kunne dyrkes.

Det var et ret fantastisk sted. Gamle ruiner og et romersk teater midt ude i landskabet – og igen var der kun to turister:

Anni og Paw.

Vi havde dagen før fundet en restaurant, der serverede den dejligste mad. Så hvorfor tage nogen chancer? Vi tog derhen igen.

Og heldigvis var maden stadig lige så god.

Korçë

På vej mod Skopje havde vi lagt en mellemstation ind, så køreturen ikke skulle blive for lang. Valget faldt lidt tilfældigt på Korçë – og det viste sig at være et rigtig godt valg.

Vi havde booket et hotel med hestesport som tema, og da vi ankom, var der netop startet en springkonkurrence. Fra vores altan havde vi fint udsyn til banen, så det var en noget anderledes og hyggelig start på opholdet.

Senere tog vi ind til Korçë, som viste sig at være en rigtig hyggelig by. Vi gik en tur gennem byen, besøgte den gamle bazar og så den imponerende ortodokse katedral. Der var ikke ret mange turister, og på torvet blev der spillet musik, hvilket gav byen en dejlig stemning.

Korçë var egentlig bare tænkt som en praktisk mellemstation på vej mod Skopje, men blev en af de små, positive overraskelser, man indimellem får på en rejse.

Så alt i alt har vi virkelig nydt vores ophold i Korçë – et godt eksempel på, at de steder, man vælger lidt tilfældigt, nogle gange viser sig at være værd at huske.