ExI 1998 var vi på en rejse til Bosnien, hvor vi var heldige at bo privat hos en familie i Sarajevo.
Vi fik på den måde en personlig beskrivelse af baggrunden for krigen, som var afsluttet kun tre år tidligere (Dayton aftalen i 1995). 
Der var mange spor efter krigen, næsten alle huse havde skudhuller, flere broer var sprængt og landsbyer stod øde. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på os. 

Vi har længe ønsket at vende tilbage, for at se hvordan landet ser ud nu, og snart har vi muligheden. Paw går på pension midt i august 26, og straks herefter rejser vi.
Da vi nu får god tid, nøjes vi ikke med at tage til Bosnien Hercegovina, men ønsker at besøge alle landene i Balkan.

Vi kører i vores gamle benzindrevne Renault Clio og planlægger turen undervejs.

Celle

I går eftermiddag ankom vi til Celle efter Ca. 5 timers køretur. Celle er en meget smuk by, med en stor Altstadt med velbevarede/genopbyggede middelalderhuse. Alle flotte bindingsværkshuse, mange med fine inskriptioner der indeholder visdoms sætninger og religiøse udsagn, og ofte med navnet på husets mandlige ejer.

I dag har vi set Celle Slot, hvortil Caroline Mathilde blev forvist. Det skete, efter affæren med Struense blev afsløret. Struense blev henrettet, og Caroline Mathilde kom i eksil på Celle Slot, hvor hun døde som 23 årig.

I Celle er der flere smukke parker, et statslig heste stutteri fra 1700 tallet, som faktisk blev stiftet af en danske prinsesse . Sidst på eftermiddagen besøgte vi en middelalderfest. I baggrunden af billedet ses byens nye rådhus.

Det er alt for i dag. I morgen går turen videre til Nürnberg.

Nürnberg

Søndag d. 16.08.

Vi havde en dejlig og nem køretur til Nürnberg og ankom allerede ved 12.30-tiden.

Vi startede med at besøge Zeppelinfeld, hvor Hitler holdt sine store taler, og hvor op mod 200.000 nazister deltog i parader. Et sted med en ret tung historie og en helt særlig stemning.

Det var stadig meget varmt, men heldigvis havde vi booket et rigtig fint 4-stjernet hotel med aircondition – så efter lidt sightseeing stod den på afslapning og nedkøling.

Senere tog vi ind til Altstadt, og her kunne vi for alvor mærke, at vi var kommet til en storby med masser af historie. Nürnberg har omkring 500.000 indbyggere og er en gammel middelalderby, domineret af kejserborgen, der ligger majestætisk på toppen af bakken.

Det er ret imponerende at se, hvor velbevaret byen fremstår, når man tænker på, at hele 92 % af Nürnberg blev ødelagt under 2. verdenskrig. Tyskerne må man give – de har været dygtige til at genopbygge deres historiske byer.

Mandag d. 17.08.

I dag havde vi booket en byvandring, og det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vores guide var fra Ecuador, og sammen med omkring 10 andre tog han os med rundt i byen.

Undervejs fik vi fortalt om Nürnbergs mere end 1.000 år lange historie og så flere af byens vigtigste seværdigheder. Historien bliver lidt mere levende, når man får den fortalt af en engageret guide, mens man står midt i den.

Frokosten skulle selvfølgelig være lokal: Nürnberger Bratwurst med sauerkraut. Og hvad passer bedre til det end en Bier vom Fass? Man er vel på ferie!

Næste stop var Justizpalæet, hvor Nürnberg-processerne fandt sted efter 2. verdenskrig. Vi kom ind i retssalen, hvor det første internationale retsopgør af sin slags fandt sted. Endnu et sted, hvor historien føles meget nærværende.

Så tror vi vist, at vi har fået set det vigtigste af Nürnberg denne gang. Men det er bestemt en by, vi gerne vil vende tilbage til. Måske om vinteren – for Nürnbergs julemarked skulle efter sigende være noget helt særligt.

Det må vi have til gode!

Salzburg

Tirsdag d. 18.08

Så er vi kommet til Alperne, Salzburg – og regnvejr.

Turen til Salzburg var meget smuk, selv om regnen fulgte os det meste af vejen. Da vi ankom til vores hotel, styrtede det ned, men vi tog alligevel ind til Salzburgs Altstadt, hvor vi om aftenen skulle til Mozartkoncert.

Salzburg er en utrolig smuk barokby, men den massive regn lagde desværre en dæmper på vores muligheder for rigtig at opleve byen.

Koncertaftenen begyndte med en rigtig fin treretters menu på borgen Hohensalzburg, højt over byen. Bagefter ventede turens hidtil største kulturelle oplevelse: en Mozartkoncert i en meget smuk middelalderlig festsal på borgen. Musikken, omgivelserne og stemningen gjorde det til en fantastisk aften – trods regnen.

I morgen forlader vi Østrig og kører videre mod Slovenien. Forhåbentlig med lidt mindre regn undervejs.

Ljubljana

Onsdag d. 19.08

Efter regnen i Salzburg gik turen videre mod Slovenien – og vejret havde bestemt skiftet mening. Da vi nåede Ljubljana, var der 33 grader.

Køreturen over Alperne var utrolig smuk. En del af turen gik væk fra motorvejen ad små bjergveje med hårnålesving og stejle passager. Det gik ikke altid hurtigt, men udsigten gjorde det hele værd.

Ljubljana er en lille og meget hyggelig hovedstad med omkring 300.000 indbyggere. Den gamle bydel er stort set bilfri og fyldt med smukke bygninger, små pladser og hyggelige gader langs floden.

Vi besøgte også et gammelt militærområde, som i dag er blevet til et alternativt kulturkvarter. Det minder lidt om Christiania – bare i en meget mindre udgave. Der er masser af graffiti og alternative bygninger, men vi synes nu ikke helt, at området har den samme kreativitet og særlige stemning som Christiania.

Ljubljana

Torsdag d. 20.08

I dag var vi på en guidet rundtur i Ljubljana. Vores guide var italiener, meget engageret og med masser af humor, så det blev både underholdende og lærerigt.

På turen kom vi omkring både Ljubljanas og Sloveniens historie og fik samtidig et godt indblik i livet i landet i dag.

Slovenien fremstår som et moderne og velstående land. Landet slap forholdsvis skånsomt gennem opløsningen af Jugoslavien og krigene på Balkan, og det har været med til at give Slovenien et helt andet udgangspunkt end flere af de andre tidligere jugoslaviske republikker.

Efter to dage i Ljubljana går turen i morgen videre mod Kroatien.

Kroatien
21.–23.08.26
Vi tog udenom betalingsvejene fra Ljubljana til Senj i Kroatien – mest for at få noget pænt at se på undervejs.

Her i Senj har vi fået en fin lejlighed med den flotteste udsigt over Adriaterhavet og øen Krk.

Der er kun 300 meter til stranden. Godt nok er der 120 trappetrin ned, men så er vi også klar til at springe i bølgerne. Luften er omkring 30 grader og vandet 25. Perfekt!
Efter nogle hektiske dage er tempoet sat lidt ned. Vi bader, vasker tøj, spiser godt og nyder bare at være her.
Vi orker ikke så meget kultur lige nu, men i dag blev det alligevel til en vandretur fra Donja Klada til Starigrad. Stien følger kysten gennem Velebit Naturpark, og turen var virkelig smuk med udsigt over Adriaterhavet og øen Rab.

Det blev temmelig varmt undervejs, så da vi kom til en helt øde bugt med en lille strand, var en dukkert næsten uimodståelig. Badetøjet havde vi selvfølgelig ikke med, men det gjorde jo ikke så meget – vi havde ikke set et eneste menneske hele dagen.
Vi havde dog dårligt fået smidt tøjet, før der pludselig dukkede to vandrere op fra den ene side og tre fra den anden. Så gik det stærkt med at få undertøjet på igen!
Det blev altså til en svømmetur i undertøj. Men pyt – en dukkert var tiltrængt, og det blev endnu en af de små oplevelser, man ikke lige havde planlagt hjemmefra.

Midt mellem Nordpolen og Ækvator

Vi gik vi en tur langs Adriaterhavet og stødte på dette lidt pudsige sted.

Her går den 45. breddegrad, hvilket betyder, at vi befinder os næsten præcis midt mellem Ækvator og Nordpolen – omkring 5.000 km til hver.

Det er markeret med et lille monument og et solur med udsigt over havet. Man tænker normalt ikke så meget over breddegrader, når man rejser, men her blev geografien pludselig meget konkret.

Og som gammel geografilærer er det jo svært ikke at blive en lille smule begejstret over den slags.

Bosnien – Bihać

Tirsdag 25.08

På vej mod Bosnien kom vi tæt ved grænsen forbi en tidligere jugoslavisk militærbase. Her havde militæret bygget enorme hangarer inde i selve bjerget, så kampflyene kunne skjules for fjenden. I dag er området åbent, og vi kunne gå helt ind i de gamle tunneler og hangarer. Indgangene var meget specielle og formet, så flyene kunne køre direkte ind i bjerget.

Vi bor i en fin lejlighed i Bihać lige ned til floden Una. Vandet er klart og indbydende, og selvfølgelig skulle vi også prøve at bade i floden.

Det er tydeligt, at vi er kommet til en anden del af Balkan. Der er mange moskeer, og islam fylder mere i gadebilledet. Vi ser også flere kvinder i niqab, hvilket vi stort set ikke har oplevet tidligere på turen.

Onsdag 26.08

I dag stod den på riverrafting på Una-floden. En tur på omkring 14 km gennem den smukke natur.

Det blev både sjovt, vådt og indimellem lidt vildt. Vi fik bevæget os, nød den fantastiske flod og fik selvfølgelig også mulighed for at bade undervejs.

Vi delte båd med en sød tysk familie, så det blev alt i alt en rigtig hyggelig og dejlig dag.

Anni var dog tæt på at få lidt mere badning, end hun havde planlagt. På vej gennem et af de kraftigere stryg var hun lige ved at ryge ud af båden. Men hun holdt fast – og blev ombord!

Torsdag 27.08

I dag tog vi på en større rundtur i Una Nationalpark.

Det blev endnu en meget smuk dag langs Una-floden. Vi besøgte Štrbački Buk, som er det største og mest imponerende vandfald i området. Her vælter enorme mængder vand ned over de mange klippetrin – et fantastisk syn.

Derefter fortsatte vi til Martin Brod, hvor Una igen viser sig fra sin flotteste side med en hel række mindre vandfald og stryg.

En rigtig flot tur gennem et grønt og frodigt landskab – og endnu en dag, hvor vi blev bekræftet i, at Una-floden er noget helt særligt.

Mostar
28.–30.08
28.08

Køreturen til Mostar gik gennem høje bjerge, skove og langs smukke floder. Det er meget varmt – 41 grader i skyggen – men heldigvis har vi aircondition både i bilen og i den lejlighed, vi nåede frem til i Mostar.

Det er en rigtig fin lejlighed ca. 1,1 km fra centrum af den gamle bydel.
Vi var her sidst i 1998, men vi kan næsten ikke genkende noget. Dengang var den berømte bro blevet bombet under krigen 1992-95, og der var opført en midlertidig træbro. I dag er den gamle bro genopbygget.
I 1998 havde stort set alle huse granat- og/eller skudhuller. I dag er langt de fleste bygninger renoveret, men enkelte står stadig tilbage med tydelige krigsskader som en påmindelse om krigen.

29.08
Vi var på byvandring i Mostar. Vores guide havde selv været soldat i byen under Balkankrigen, og han fortalte levende om både landets og byens historie – fra middelalderen og helt frem til i dag. Det var en stor oplevelse.

Mostar er samtidig det mest turistede sted, vi har oplevet på turen indtil nu. Den gamle bro er et meget smukt centrum i byen, men den er omgivet af souvenirbutikker, barer og turister – ikke mindst Anni og Paw.

Om aftenen var vi ude at spise traditionel bosnisk mad. Vi har efterhånden spist ude mange gange på turen, men det var første gang, vi fik så meget mad, at Paw ikke kunne spise op. Kryds i kalenderen!
30.08
Vores sidste dag i Mostar brugte vi på en udflugt ca. 15 km syd for byen.
Først besøgte vi et gammelt muslimsk kloster fra 1500-tallet, som ligger helt inde under en meget stejl klippeskrænt. Det har gennem århundreder været et religiøst samlingssted, og også her var der godt fyldt med turister.

Bagefter kørte vi til et sted, hvor to floder løber sammen og danner et stort, naturligt poolområde. Her tilbragte vi et par dejlige timer med flere badeture i det kølige flodvand. Det var tiltrængt i varmen!
På trods af de mange turister har det været et dejligt gensyn med Mostar – og samtidig spændende at opleve, hvor meget byen har forandret sig, siden vi var her i 1998.

Selv om man stadig ser tydelige spor efter Balkankrigen, er det dejligt også at opleve, hvordan landet langsomt har rejst sig igen. Mange bygninger er blevet flot renoveret, og der er kommet overskud til at gøre byerne smukkere. Flere steder udsmykkes husene for eksempel med store og farverige gavlmalerier. Det giver en fin kontrast til de bygninger, hvor krigens skudhuller stadig er synlige.

Montenegro

Zabljak

Fra Mostar over bjergene til Montenegro

Turen fra Mostar mod Montenegro blev en af de smukkeste – men også mest nervepirrende – køreture på rejsen.

Vi kørte ad smalle, asfalterede bjergveje, ofte kun med ét spor og enkelte vigepladser. Vejen snoede sig langs bjergsiderne med stejle fald og stort set uden autoværn. En rute, der tidligere også er blevet brugt af smuglere.

På et tidspunkt kom vi til en ubevogtet grænseovergang. Den var så diskret, at vi først opdagede, at vi var ved en landegrænse, da vi fik læst skiltene ordentligt.

Efter grænsen fortsatte turen gennem Montenegros imponerende bjerglandskab. Vejen blev endnu smallere og snoede sig i hårnålesving op mod Sedlo-passet i 1.907 meters højde.

Her begyndte Anni for alvor at blive nervøs. Det blev ikke bedre, da vi mødte en modkørende bil og måtte bakke ind på en lille vigeplads – uden autoværn og meget tæt på kanten med frit fald ned i afgrunden. Det var bestemt ikke her, man havde lyst til at lave en fejlmanøvre!

Vi nåede heldigvis sikkert frem til Žabljak. Det havde været en fantastisk smuk tur gennem bjergene – men også lige en tand mere spændende, end vi havde ønsket os.

Da vi nåede frem til gæstehuset, hvor vi skulle bo de næste tre dage, skulle vi prøve noget nyt: 0 stjerner.

Førstehåndsindtrykket var da også lidt blandet. Huset og indretningen var noget rodet, og moderne luksus var der bestemt ikke meget af. Men der var rent, og vores vært var utrolig flink og imødekommende.

Og så var der maden!

Den var helt fantastisk. Ost og smør var hjemmelavet af mælk fra familiens egne køer, grøntsagerne kom direkte fra haven, og æggene fra deres egne høns. Alt var friskt, hjemmelavet og virkelig velsmagende.

Så da vi havde fået vores første måltid, måtte vi konstatere, at stedet bestemt ikke fik 0 stjerner af os. Nogle gange siger antallet af stjerner ikke ret meget om oplevelsen. 

Žabljak
31.08 – 03.09
Selve byen Žabljak er ikke særlig spændende. Der er rigtig mange nyopførte ferieboliger, men samtidig også mange huse, der bærer præg af fattigdom. Til gengæld er naturen omkring byen helt fantastisk.

I løbet af vores tre dage her var vi på flere vandreture omkring bjergsøerne og gennem skovene omkring Žabljak. Smuk natur, frisk bjergluft og heldigvis også lidt lavere temperaturer end dem, vi havde oplevet i Mostar.

På andendagen kørte vi op i bjergene og gik det sidste stykke til udsigtspunktet ved Ćurevac. Herfra havde vi en fantastisk udsigt over Tara-kløften, som med sine op mod 1.300 meter er Europas dybeste kløft og en af de dybeste i verden.

Bagefter kørte vi ad smalle bjergveje ned til Tara-floden. Her gik vi en tur langs den utroligt smukke og klare flod, som ofte fremhæves for sit meget rene vand.
Så nu har vi både været ved Europas dybeste kløft og gået langs en af Europas reneste floder.

Det er rekorderne, vi går efter

Kotorbugten – Bigova

Vi boede lidt uden for Kotor i den lille by Bigova. Kotor er meget turistet, og trafikken omkring byen kan være temmelig kaotisk. Det er både svært at komme frem og næsten umuligt at finde en parkeringsplads.

Derfor valgte vi at droppe Kotor og i stedet nyde tiden i Bigova, hvor vi havde fået en rigtig lækker lejlighed tæt på stranden og den lille hyggelige by. Her stod den på badning, afslapning og lidt ro efter mange oplevelser og kilometer på landevejene.

Det viste sig at der allerede var to “beboere” i lejligheden. De havde ikke tænkt sig at flytte selvom vi kom. Det endte med at Anni kom til at holde af dem.

Næste dag tog vi på en heldags sejltur rundt i Kotorbugten. Det blev en rigtig flot tur med flere spændende stop undervejs.

Et af højdepunkterne var Den Blå Grotte. Her hoppede vi i vandet fra båden og svømmede ind i grotten. Sollyset rammer vandet på en helt særlig måde, så det nærmest lyser i en intens blå farve. En både smuk og lidt anderledes svømmetur – og endnu en dejlig oplevelse på vores tur gennem Balkan.

Albanien tur-retur

05.09

Vi kørte mod Albanien, som skulle være et af højdepunkterne på vores tur. Vi havde begge læst en del om landet hjemmefra, så forventningerne var store, da vi holdt ved grænsen og var klar til at køre ind i Albanien.

Men så let skulle det ikke gå.

Grænsevagten bad om pas og registreringsattest.

REGISTRERINGSATTEST!

Den havde vi glemt hjemme i Danmark! Vi havde både grønt og rødt kort med alle oplysninger om bilen, men som grænsevagten meget bestemt påpegede:

“I need DOCUMENT!”

Så der var ikke andet at gøre end at vende bilen og køre tilbage til Montenegro.

Grænsevagten undrede sig i øvrigt over, at vi overhovedet var kommet ind i Montenegro uden registreringsattesten. Det skyldtes muligvis, at vi var kommet ind i landet ad vores tidligere omtalte “smuglerrute” med den ubemandede grænseovergang.

Nu anede vi ikke, hvad vi skulle gøre.

Anni satte pegefingeren midt på kortet over Montenegro, og så kørte vi til Nikšić, hvor vi fandt et sted at overnatte og kunne tænke situationen igennem.

Vi besluttede os for at få registreringsattesten sendt hjemmefra. Hurtigste løsning var at få den sendt til et EU-land, så næste dag kørte vi til Kroatien og indlogerede os på et meget fint – og dyrt – hotel. Så måtte der da være en rimelig chance for, at UPS-buddet kunne finde os!

Hjemme i Danmark fik vi hjælp af Christian, Annegrete og især Jan. Det var en kæmpe hjælp, og uden dem var det blevet noget mere besværligt.

I går, den 09.09, kom pakken endelig, og vi stod igen med den eftertragtede REGISTRERINGSATTEST i hånden.

Ventetiden var nu heller ikke den værste. Vi fik nogle dage med lidt luksus, swimmingpool og god mad. Vi besøgte også Dubrovnik, som er utrolig smuk – men også utrolig turistet.

Vi fik samtidig ordnet nogle praktiske ting. Blandt andet var motoren til vinduesviskerne stået af, så bilen måtte en tur på værksted. Heldigvis blev den repareret og er nu klar igen.

Så i morgen gør vi et nyt forsøg.

Albanien – here we come!

Forhåbentlig har vi denne gang alle de dokumenter med, som grænsevagten kan finde på at spørge efter. 😄

Albanien

Vi har ikke ladet høre fra os i et par dage. Det er simpelthen, fordi Albanien har gjort så stort indtryk på os – og landet har bestemt været alt besværet med registreringsattesten værd.

Vi kom denne gang fint over grænsen og fortsatte til Shkodër. Her havde vi booket en enkelt overnatning i en hytte på en campingplads.

Det lyder jo umiddelbart som noget, vi kender hjemmefra, men meget var alligevel anderledes. Hytten var næsten nybygget, men det meste “haltede” lidt. Det var godt, at vi ikke var 20 år og nyforelskede, for sengen var temmelig leddeløs, og en stumtjener var så skæv, at den næsten ikke kunne stå selv. Her er vi omkring 0 stjerner.

Til gengæld havde campingpladsen en swimmingpool. Mens vi lå ved poolen, kom to får forbi og drak af vandet, mens nogle høns gik rundt langs kanten. Det gav ligesom stedet sin helt egen charme.

Selve Shkodër har et smukt centrum med bygninger i venetiansk stil. Vores indtryk af albanerne er, at de er utroligt venlige og imødekommende. Paw forsøger sig med nogle få albanske gloser – albansk er virkelig svært – og det får næsten altid smilet frem hos de lokale.

I Shkodër besøgte vi også et tidligere fængsel, som i dag er museum for forfølgelserne under Hoxha-regimet. Her blev politiske modstandere og anderledes tænkende fængslet og forfulgt. Det var et tankevækkende og ret forstemmende besøg.

På vej ud af Shkodër gjorde vi et stop ved den smukke Mesi-bro, en gammel osmannisk stenbro med 13 buer. Den ligger flot over Kir-floden med bjergene i baggrunden og er et imponerende stykke bygningsværk fra 1700-tallet.

Durrës

På vej videre mod Tirana lagde vi turen forbi Durrës, Albaniens største kystby og en af landets vigtigste havnebyer.

Her gik vi en tur langs den lange strandpromenade og rundt i den gamle del af byen. Durrës har en historie, der går mere end 2.500 år tilbage, og midt mellem de moderne bygninger finder man blandt andet et stort romersk amfiteater og rester af den byzantinske bymur.

Kontrasten mellem de gamle ruiner, den enorme havn, strandpromenaden og den moderne by er ret fascinerende. Durrës gjorde et rigtig godt indtryk på os – en smuk og levende by, hvor Albaniens lange historie og den moderne udvikling står side om side.

Tirana

Fra Durrës fortsatte vi mod Tirana. Her fik vi for alvor kendskab til albanernes måde at køre bil på!

De kører mere vildt end italienerne i Napoli og bruger hornet i ét væk. Albanien havde stort set ingen privatbilisme under kommunismen, så da regimet faldt i begyndelsen af 1990'erne, eksploderede antallet af biler. Det kan man godt få en fornemmelse af i trafikken i dag.

Vi havde lejet en lille lejlighed helt centralt i Tirana, men det viste sig at være noget af en opgave at finde den. Vi havde fået en beskrivelse og en meget forvirrende YouTube-video som vejledning. Efter at have spurgt om hjælp og ledt i et par timer lykkedes det til sidst.

Bilen skulle parkeres i tredje baggård efter nogle af de smalleste veje, vi endnu har kørt på, med biler parkeret i begge sider. Enkelte steder føltes det, som om vi havde under en centimeter til hver side.

Det kræver nerver af stål.

Det har vi ikke.

Tirana viste sig til gengæld at være en fantastisk by. Brede boulevarder, moskeer, kirker, højhuse og parker – og med bjerge omkring byen.

Vi besøgte blandt andet det enorme bunkerkompleks Bunk’Art 1, som Enver Hoxha, Albaniens kommunistiske leder, lod bygge som beskyttelse for sig selv og den politiske elite i tilfælde af et atomangreb. I dag er bunkeren museum og fortæller både om Albaniens nyere historie og livet under det kommunistiske diktatur.

Under Hoxha blev der bygget bunkere over hele Albanien som led i forberedelserne på en invasion, der aldrig kom. De står stadig overalt i landskabet, og nogle af dem har i dag fået helt andre funktioner – blandt andet som lagerrum, stalde og små butikker.

Tæt på vores lejlighed ligger Skanderbeg-pladsen, opkaldt efter Albaniens store nationalhelt. Det er en enorm plads på omkring 40.000 m² omgivet af nogle af Tiranas mest markante bygninger. Midt på pladsen står den store rytterstatue af Skanderbeg.

Over for statuen ligger et moderne højhus, Maritim Plaza Tirana, hvis facade med lidt god vilje kan ligne et stiliseret ansigt. Vi syntes selvfølgelig, at det måtte være Skanderbeg, der holdt øje med pladsen.

På pladsen ligger også Et’hem Bey-moskeen, en smuk moske fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Moskeen er kendt for sine usædvanlige vægmalerier med blandt andet landskaber, træer og vandfald.

Religion har en helt særlig historie i Albanien. Under Hoxha-regimet blev religion forbudt, og Albanien erklærede sig i 1967 som verdens første ateistiske stat. Moskeer og kirker blev lukket eller fik andre formål.

I dag er billedet helt anderledes. Muslimer, katolikker og ortodokse lever side om side, og den religiøse tolerance er noget, albanerne selv lægger stor vægt på. Det er fascinerende at opleve moskeer og kirker ligge tæt på hinanden midt i Tirana.

På en af vores aftenture stødte vi så på en af de meget omtalte “flamingo-demonstrationer”.

Det hele foregik fredeligt og med god stemning.

Bare man ikke er i familie med Trump. 😉

Turen til Berat

På vej fra Tirana mod Berat kom vi pludselig gennem et landskab, der så noget anderledes ud end resten af Albanien. Overalt stod der gamle oliepumper – mange rustne og tilsyneladende ikke længere i brug.

Vi var kommet til området omkring Kuçovë, hvor der har været udvundet olie siden 1920’erne, og som under Hoxha blev et vigtigt centrum for Albaniens olieindustri.

Lige i nærheden ligger også Kuçovë-flybasen, der blev bygget under kommunismen og dengang husede albanske jagerfly. I dag er basen moderniseret og genåbnet som NATO-base.

På ganske få kilometer kørte vi altså forbi gamle oliepumper og tydelige spor efter det kommunistiske Albanien – samtidig med at en moderne NATO-base ligger lige i nærheden. Endnu et eksempel på, hvordan Albaniens dramatiske historie stadig er meget synlig i landskabet.

Berat

Berat er en helt unik by. Den ligger langs Osum-floden, som deler byen i to, og på begge sider klatrer de smukke, karakteristiske osmanniske huse op ad bjergsiderne. De mange hvide huse med vinduer tæt over hinanden har givet Berat tilnavnet ”De tusind vinduers by”.

På toppen over den gamle by ligger borgen, og nedenfor snor små brostensbelagte gyder sig mellem de gamle huse. Det hele er utrolig hyggeligt og velholdt, og byen har en helt anden ro over sig end de steder, vi hidtil har besøgt i Albanien.

I går aftes var vi ude at spise i den gamle bydel. Restauranten lå utrolig smukt i flere niveauer op ad bjergsiden, og her fik vi den dejligste Balkan-menu. Det var sådan et sted, hvor både omgivelserne, stemningen og maden gik op i en højere enhed.

Vi er meget glade for, at vi valgte at besøge Berat. Det er stadig Albanien – men alligevel helt anderledes. Tirana var spændende, vild og voldsom, mens Berat er smuk, historisk og meget mere rolig.

Det er netop de store kontraster, der gør Albanien så spændende at rejse rundt i.

I morgen siger vi farvel til De tusind vinduers by og kører videre mod Gjirokastër.

Gjirokastër

Så er vi kommet til Gjirokastër, som bliver det sydligste ophold på vores tur. Vi har nemlig besluttet, at Grækenland alligevel ikke kommer med på denne rejse.

Gjirokastër er endnu en af Albaniens smukke gamle byer, bygget op ad bjergsiden med en stor borg tronende på toppen. Men byen er også ekstremt turistet.

Den første dag gik vi rundt i byen et par timer, fik lidt frokost og kørte derefter ud til vores hotel.

Det var et firestjernet hotel – men vi har efterhånden fundet ud af, at fire stjerner i Albanien ikke nødvendigvis er helt det samme som fire stjerner andre steder. 😉 Værelset var nogenlunde, og det meste fungerede. Til gengæld havde hotellet en direktør, der startede vores ophold med mere eller mindre at skælde os ud.

Men hotellet havde en dejlig swimmingpool, og den reddede dagen. Her tilbragte vi resten af eftermiddagen.

Næste morgen tog vi tidligt ind til Gjirokastër igen, og det var en helt anden oplevelse. Der var langt færre mennesker, og byen kom meget bedre til sin ret.

Vi gik op til borgen, der også fungerer som museum. Herfra er der en fantastisk udsigt over byen og dalen omkring den.

Bagefter forlod vi Gjirokastër og kørte ud til Fields of Bunkers – en mark fyldt med nogle af de mange bunkere, der blev bygget under kommunismen som forsvar mod den invasion, der aldrig kom.

Dejligt sted. Kun to turister: Anni og Paw.

Senere gik vi en lille tur til Hadrianopolis Theatre and Ancient City. Her ligger resterne af en romersk by, der blev grundlagt i kejser Hadrians tid. Befolkningen fra de omkringliggende områder blev samlet i byen, hvorfra det frugtbare land i dalen kunne dyrkes.

Det var et ret fantastisk sted. Gamle ruiner og et romersk teater midt ude i landskabet – og igen var der kun to turister:

Anni og Paw.

Vi havde dagen før fundet en restaurant, der serverede den dejligste mad. Så hvorfor tage nogen chancer? Vi tog derhen igen.

Og heldigvis var maden stadig lige så god.

Korçë

På vej mod Skopje havde vi lagt en mellemstation ind, så køreturen ikke skulle blive for lang. Valget faldt lidt tilfældigt på Korçë – og det viste sig at være et rigtig godt valg.

Vi havde booket et hotel med hestesport som tema, og da vi ankom, var der netop startet en springkonkurrence. Fra vores altan havde vi fint udsyn til banen, så det var en noget anderledes og hyggelig start på opholdet.

Senere tog vi ind til Korçë, som viste sig at være en rigtig hyggelig by. Vi gik en tur gennem byen, besøgte den gamle bazar og så den imponerende ortodokse katedral. Der var ikke ret mange turister, og på torvet blev der spillet musik, hvilket gav byen en dejlig stemning.

Korçë var egentlig bare tænkt som en praktisk mellemstation på vej mod Skopje, men blev en af de små, positive overraskelser, man indimellem får på en rejse.

Så alt i alt har vi virkelig nydt vores ophold i Korçë – et godt eksempel på, at de steder, man vælger lidt tilfældigt, nogle gange viser sig at være værd at huske.

Skopje

Vi havde en fin tur til Skopje. På køreturen gennem bjergene fik vi en flot udsigt ned over Ohridsøen, inden turen fortsatte mod hovedstaden.

Vi fandt frem til vores lejlighed lidt uden for Skopje. Det viste sig at være en rigtig fin og hyggelig kunstnerlejlighed med masser af personlighed. Det var et dejligt sted at have som base, når vi nu skulle være her i fire dage.

Vi har gået flere ture i området, blandt andet ud til nogle hyggelige landsbyer og rundt i den nærliggende park.

Et par gange tog vi ind til centrum af Skopje – og det er en VILD by! Byen bliver nogle gange kaldt “Statuernes by” eller “Balkans Disneyland”, og man forstår hurtigt hvorfor. Det skyldes især det enorme byfornyelsesprojekt “Skopje 2014”, hvor centrum blev fyldt med monumentale statuer, springvand og bygninger i historiserende stil.

Projektet blev både meget dyrt og stærkt omdiskuteret. Der har efterfølgende været omfattende kritik og anklager om korruption og overpriser i forbindelse med byggerierne. Mange af bygningerne og monumenterne ligner noget, man kender fra andre europæiske storbyer – triumfbuer, enorme søjler og klassiske facader – bare samlet på ganske få kvadratkilometer.

Men uanset hvad man mener om projektet, kan man ikke komme uden om, at det gør indtryk. Skopje er en by, man husker.

En dag kørte vi til Tetovo, hvor vi så den meget specielle og smukke bemalede moské. Både udvendigt og indvendigt er den dækket af farverige mønstre og malerier, hvilket gør den helt anderledes end de fleste andre moskéer, vi har set på turen.

Bagefter fortsatte vi til Matka-kløften. Her tog vi på sejltur på Matkasøen mellem de stejle klippesider. Undervejs besøgte vi også Vrelo-grotten med dens flotte drypstensformationer.

Det var en fantastisk smuk tur og en stor naturoplevelse – og samtidig en dejlig kontrast til det vilde Skopje.

Višegrad

Vi har nu forladt Nordmakedonien. Vi havde egentlig overvejet at køre gennem Kosovo, men valgte det fra. Det kan nemlig give problemer, hvis man bagefter vil køre direkte fra Kosovo ind i Serbien, fordi Serbien ikke anerkender Kosovo som en selvstændig stat. Derfor valgte vi i stedet at køre gennem Serbien og derfra ind i Bosnien-Hercegovina til Višegrad.

Turen gennem Serbien gik let. Vejene var rigtig fine, og der var kun lidt trafik, så det blev en behagelig køretur gennem et flot landskab.

Paw havde glædet sig særligt meget til at komme til Višegrad. Inden rejsen havde han læst Ivo Andrićs roman Broen over Drina, hvor den berømte bro og livet omkring den danner rammen om flere hundrede års dramatisk historie på Balkan. Ivo Andrić modtog Nobelprisen i litteratur i 1961 – ikke kun for denne bog, men for sit samlede forfatterskab.

Og nu stod vi så pludselig foran selve broen, som Paw havde læst så meget om. Mehmed Paša Sokolović-broen blev bygget i 1500-tallet under Det Osmanniske Rige. Den står stadig utrolig flot over Drina med sine karakteristiske buer. Det er lidt specielt at stå på et sted, man allerede føler, man kender fra en roman.

Višegrad har også fået en noget nyere seværdighed: Andrićgrad. Det er en helt ny bydel, opført som en slags kulturby til ære for Ivo Andrić. Med sine stenhuse, pladser og monumenter skal den skabe en forbindelse mellem områdets forskellige historiske perioder. Det er lidt pudsigt at gå direkte fra den mere end 400 år gamle bro til en hel bydel, der ser gammel ud, men faktisk kun er lidt over ti år gammel.

I morgen forlader vi Višegrad og fortsætter turen mod Sarajevo.

Sarajevo

Vi ankom til Sarajevo efter en fin køretur fra Višegrad. Vi bor i en dejlig lejlighed cirka en kilometer fra centrum – men der er meget stejle gader ned mod byen. Det går fint på vej ned, men det er noget hårdere, når man skal hjem igen!

Sarajevo ligger smukt i en dal, omgivet af bjerge, hvor husene kravler langt op ad skråningerne. Byen kaldes ofte Europas Jerusalem, fordi moskeer, ortodokse og katolske kirker og en synagoge ligger side om side i og omkring de smalle gader.

Man mærker historiens vingesus overalt. I flere hundrede år var Sarajevo en del af Det Osmanniske Rige, inden Østrig-Ungarn overtog magten. Det var her, mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i 1914 blev den udløsende begivenhed for 1. Verdenskrig. Under 2. Verdenskrig var der en stærk modstandsbevægelse, og fra 1992 til 1996 var Sarajevo belejret i næsten fire år under krigen i Bosnien.

Vi var her sidst i 1998 og var meget spændte på, hvordan byen havde udviklet sig siden dengang. Og jo – meget er forandret. De fleste synlige krigsskader er væk, moderne højhuse er skudt op, og byen virker renoveret og velordnet. Samtidig har den gamle bazar, Baščaršija, heldigvis bevaret sit eksotiske særpræg.

Den første dag besøgte vi War Childhood Museum. Museet fortæller om børn og unges oplevelser af krig gennem deres egne historier og personlige genstande. Det var et meget bevægende besøg.

Næste dag var vi på byvandring. Vi var kun guiden og os to, så det føltes næsten som at have vores helt egen private rundvisning. Vores guide var syv år, da krigen begyndte, og derfor fik vi også et barns perspektiv på belejringen og livet i Sarajevo under krigen.

Det var en fantastisk tur, hvor vi blev vist små hjørner af byen og hørte historier, som vi ellers aldrig ville have opdaget.

Om eftermiddagen mødtes vi med Leila og John fra Børns Voksenvenner. Det var både dejligt og hyggeligt at være sammen med dem. Vi fik udvekslet erfaringer og historier om Bosnien og havde en rigtig god eftermiddag.

Sidste dag i Sarajevo

I dag var vores sidste hele dag i Sarajevo.

Vi begyndte dagen med at besøge Galerija 11/07/95, et fotomuseum og mindested for folkedrabet i Srebrenica. Det var endnu et meget stærkt og bevægende besøg.

Derefter gik vi rundt i Sarajevo og nød det dejlige solskinsvejr efter nogle ret kolde dage.

Vi kom blandt andet forbi moskeen, hvor De Syv Brødre ligger begravet. De var ikke biologiske brødre, men blev ifølge traditionen knyttet sammen af, at de alle led en uretfærdig død.

Bag syv grønne åbninger ligger gravene. Ifølge en lokal tradition kan man lægge en mønt ved hver af de syv, mens man beder om hjælp til et vigtigt valg eller et ønske. Mønterne skal være ens, og bagefter skal man forlade stedet ad en anden vej end den, man kom ad.

Bagefter begyndte vi opstigningen gennem Sarajevos stejle gader. Vi gik højere og højere op ad bjergsiden, indtil vi nåede en af de store muslimske gravpladser. Her står de hvide gravsten tæt, og på mange af dem står dødsår fra belejringen i 1990'erne. Det gør krigen meget nærværende – midt i den by, der i dag igen er fuld af liv.

Den hårde opstigning havde dog også sin belønning. Heroppefra fik vi den flotteste udsigt ud over Sarajevo – byen, dalen og bjergene omkring den.

Det blev en smuk afslutning på nogle spændende og meget bevægende dage i Sarajevo.

Bratunac og Srebrenica

Vi startede vores ophold med at besøge Srebrenica Memorial Center, der ligger i Potočari mellem Bratunac og Srebrenica.

Centeret ligger i og omkring de tidligere fabrikshaller, hvor de hollandske FN-styrker holdt til i juli 1995. Da de bosnisk-serbiske styrker indtog Srebrenica, søgte tusindvis af bosniakker mod FN-basen i håbet om at finde beskyttelse. Omkring 5.000 mennesker blev lukket ind på selve basen, mens mange tusinde andre opholdt sig udenfor.

De hollandske FN-soldater var ikke i stand til at beskytte civilbefolkningen, da de bosnisk-serbiske styrker overtog området. I dagene efter blev mere end 8.000 bosniakiske mænd og drenge dræbt. Massakren i Srebrenica er siden blevet fastslået som folkedrab ved internationale domstole.

Det var et stærkt og meget tankevækkende besøg. Det gjorde ekstra indtryk på os, fordi min tidligere kollega Safija har personlige oplevelser fra tragedien. Hun boede dengang i Bratunac.

Som udenforstående er det svært at forestille sig, at noget så voldsomt kunne finde sted her for blot lidt over 30 år siden. Når man står midt i området og ser de mange grave ved mindecenteret, bliver historien pludselig meget nærværende.

Vi boede i en fin lejlighed i Bratunac og havde ellers et hyggeligt ophold i byen. I dag fremstår Bratunac som en rolig og velfungerende provinsby – en stærk kontrast til den voldsomme historie, der udspillede sig i området i 1990'erne.

Beograd

Den 29. september kørte vi til Beograd. Vi havde fundet en lejlighed lidt uden for centrum i bydelen Zemun. Det viste sig at være et rigtig godt valg. Den offentlige transport i Beograd er gratis, og der var gode busforbindelser ind til centrum. Beograd er den største by på Balkan med over en million indbyggere. Det er en stor, moderne og livlig by, men samtidig en by med masser af historie.

Vi startede med at besøge havneområdet ved Donau, som er blevet omdannet til et hyggeligt kvarter med restauranter, caféer og et kreativt miljø. Senere gik turen til Beograds gamle fæstning, Kalemegdan. Herfra er der en fantastisk udsigt over byen og ikke mindst over det sted, hvor floderne Sava og Donau løber sammen.

Næste dag besøgte vi nogle af Beograds enorme ortodokse kirker og brugte ellers tiden på bare at gå rundt og nyde bylivet. På vores sidste dag tog vi ned til Beograds nye havnefront, Belgrade Waterfront. Det er en helt anden side af byen med moderne højhuse, nye promenader og store byggerier finansieret med investeringer fra De Forenede Arabiske Emirater. Vi kom også op i byens højeste bygning, Kula Beograd. Herfra var der den flotteste udsigt over hele byen – og vi fik samtidig turens hidtil dyreste kop kaffe. 😀

Ved busstationen løb vi tilfældigvis ind i et politisk møde. En politiker holdt tale for de fremmødte, og bagefter blev arrangementet afsluttet med en imponerende optræden af professionelle balkandansere. Det var sådan en af de oplevelser, man ikke kan planlægge hjemmefra, men som gør en rejse lidt mere spændende.

Novi Sad – farvel til Balkan

Vi forlod Beograd og satte kursen mod Novi Sad, som skulle være vores sidste ophold på Balkan.

Landskabet ændrede sig markant, da vi kørte nordpå. Efter mange uger med bjerge, snoede veje og dybe dale var det pludselig næsten helt fladt. Vi var kommet ud på den store Pannoniske Slette, som for millioner af år siden lå under det Pannoniske Hav. En lidt mærkelig fornemmelse efter så lang tid i Balkans bjerge.

Da vi kom til Novi Sad, skulle vi finde vores hotel, Leopold I. Byens største seværdighed er den enorme Petrovaradin-fæstning, der ligger højt over Donau – men vi havde egentlig ikke tænkt nærmere over, hvor vores hotel lå.

Vi fulgte bare GPS'en.

Snart blev vejene brostensbelagte, gaderne smallere og smallere, og vi bevægede os højere og højere op over byen. Da vi nåede frem til en træbro, kiggede Anni på mig og sagde:

”Har du virkelig tænkt dig at køre videre her????”

Ja, det havde jeg… MÅSKE?!? 😄

Men GPS'en havde faktisk ret. Vi skulle simpelthen bo midt på Petrovaradin-fæstningen – selve byens største attraktion.

Fæstningen har en lang historie. Området har været befæstet i århundreder, men den imponerende fæstning, man ser i dag, blev hovedsageligt opført af habsburgerne fra slutningen af 1600-tallet og gennem første halvdel af 1700-tallet som værn mod Det Osmanniske Rige. Med sine volde, bastioner og et omfattende netværk af underjordiske gange blev Petrovaradin en af de vigtigste fæstninger langs Donau. I 1716 fandt et stort slag mellem habsburgerne og osmannerne sted ved Petrovaradin, hvor habsburgerne under prins Eugen af Savoyen vandt en afgørende sejr.

Og midt i alt dette skulle vi altså bo!

Novi Sad viste sig at være en dejlig blanding af historie og moderne byliv. Donau skiller Petrovaradin og den gamle fæstning fra selve Novi Sad, og fra fæstningen havde vi en fantastisk udsigt over floden og byen.

Vi gik en lang tur gennem centrum og nød de brede gågader, pladserne og de smukke gamle bygninger. Undervejs mødte vi også nogle muntre spillemænd, som sørgede for lidt ekstra liv i gaderne.

Vi besøgte desuden byens kunstmuseum, hvor vi så både ældre og nyere serbisk kunst. Det gav endnu et lille indblik i den kultur og historie, vi havde mødt så meget af på vores rejse.

Novi Sad blev en rigtig fin afsked med Balkan. Efter mange uger med bjerge, grænseovergange, gamle byer, fremmede kulturer, fantastisk natur og masser af oplevelser var vi nu på vej videre nordpå – og langsomt på vej hjem.

Ungarn

Turen til Ungarn startede mildest talt ret skidt.

Allerede ved morgenmaden blev Paw dårlig. Han kastede op, og Anni måtte derfor overtage rattet. Mens vi holdt og ventede ved grænseovergangen til Ungarn, blev Anni imidlertid også syg. Hun var dog så sej, at hun formåede at køre os hele vejen til Szeged.

Vi fik vores værelse, gik direkte i seng – og der blev vi stort set indtil næste dag. Dagens eneste ernæring bestod af cola.

Og her skal et historisk øjeblik lige markeres: Det var første gang i Paws liv, at han ikke havde fået fast føde i et helt døgn! 😱

Szeged står derfor stadig som en stort set uopdaget by for os. Den må vi have til gode.

Næste dag gik turen videre til Győr. Vi kendte egentlig kun byen som en berømt håndboldby, men det viste sig hurtigt, at den har meget andet at byde på.

Energien var stadig på et temmelig lavt niveau, men vi fik alligevel gået en tur gennem den hyggelige gamle bydel med de flotte bygninger og ned til floderne. Győr kaldes faktisk byen med de tre floder. Her mødes Mosoni-Duna, Rába og Rábca, og fra området omkring floderne er der nogle rigtig fine kig tilbage mod den gamle by.

Men det var tydeligt, at vi begge stadig kørte på lavt blus. Normalt går vi byen tynd – denne gang blev det mere til en forsigtig slentretur.

Nu håber vi, at energien vender tilbage, for næste stop er Bratislava – og den vil vi helst opleve uden at skulle leve af cola! 😀

Bratislava – en smuk by med en lidt besværlig afsked

Efter et par dage med sygdom og manglende energi i Ungarn ankom vi heldigvis friske og veloplagte til Bratislava, Slovakiets hovedstad.

Vi havde lejet en dejlig, ny og moderne lejlighed på 10. etage med en flot udsigt ud over byen. Bilen blev trygt parkeret i en privat parkeringskælder, hvor der hørte en parkeringsplads til lejligheden. Alt var i den skønneste orden. Troede vi!

Det er tydeligt, at vi nu for alvor har forladt Balkan. Alt virker meget velordnet, organiseret og sat i system. Der er styr på tingene, og Bratislava fremstår som en moderne og velfungerende europæisk hovedstad.

Men Bratislava er også en by med en spændende historie. Byen ligger ved Donau, tæt på både den østrigske og ungarske grænse, og har gennem århundreder været et vigtigt knudepunkt i Centraleuropa.

I næsten 250 år var Bratislava faktisk kroningsby for de ungarske konger og dronninger. Dengang hed byen Pressburg, og det var her, de ungarske monarker blev kronet, efter at osmannerne havde erobret store dele af Ungarn i 1500-tallet. Senere blev byen en del af Tjekkoslovakiet, og først i 1993 blev Bratislava hovedstad i det selvstændige Slovakiet.

Vi besøgte den imponerende borg, der ligger højt hævet over Donau. Herfra er der en fantastisk udsigt over byen, floden og det omkringliggende landskab. Borgen har rødder helt tilbage til middelalderen og har gennem tiden været både kongelig residens og et vigtigt forsvarsværk.

Vi tog også turen op til Slavín-monumentet, som ligger på en høj over byen. Det enorme monument er rejst til minde om de sovjetiske soldater, der mistede livet under befrielsen af Bratislava fra Nazityskland i april 1945. Her ligger næsten 7.000 sovjetiske soldater begravet. Det er et imponerende anlæg, som både fortæller en vigtig del af Europas historie og giver en fantastisk udsigt over Bratislava.

Midt i byen ligger præsidentpaladset, også kaldet Grassalkovich-paladset, og en lang række imponerende administrationsbygninger. Flere af bygningerne vidner om den tid, hvor Bratislava var en vigtig by i det habsburgske kejserrige.

Den gamle bydel er utrolig hyggelig med smalle gader, flotte facader, små pladser og masser af caféer og restauranter. Rundt omkring støder man på forskellige monumenter og skulpturer. En af de sjoveste er den berømte "Kiggeren", eller Čumil, som han hedder på slovakisk. Det er en bronzefigur af en mand, der stikker hovedet op af et kloakhul og betragter livet på gaden. Om han holder en velfortjent pause fra arbejdet, eller bare nyder udsigten til de forbipasserende, må være op til fantasien. Han er i hvert fald blevet en af byens mest fotograferede indbyggere.

Bratislava overraskede os positivt. Det er en smuk og spændende by med en fin blanding af historie, moderne arkitektur og hyggeligt byliv. Vi havde nogle rigtig gode dage og nød både byen og vores dejlige lejlighed.

Men så skulle vi rejse videre!

Og her fik vi en påmindelse om, at selvom alting er sat i system, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det fungerer!

Da vi skulle køre ud af parkeringskælderen, ville det automatiske nummerpladegenkendelsessystem pludselig ikke genkende vores nummerplade. Bommen forblev lukket, og vi kunne ganske enkelt ikke komme ud.

Vi kontaktede portneren. Der var nemlig døgnbemandet reception i højhuset, så det burde jo være en smal sag at få problemet løst.

Men nej!

Portneren var tilsyneladende ganske ny i faget og havde absolut ingen anelse om, hvad han skulle stille op. Han forsøgte sig med forskellige løsninger, men lige lidt hjalp det. Bommen blev stædigt nede.

Minutterne gik. Og gik.

Efterhånden var vi ved at være godt trætte af både parkeringskælderen, portneren og hele det ellers så velorganiserede system.

Efter to timer som fanger i parkeringskælderen dukkede der heldigvis en anden beboer fra højhuset op. Han viste sig at være noget mere handlekraftig end portneren. Han fik sat gang i tingene, og endelig gik bommen op!

Vi kunne nu forlade både parkeringskælderen, højhuset og Bratislava.

Som kompensation for den kedelige oplevelse, har udlejer lovet os rabat på vores næste ophold i Bratislava, så nu har vi en anledning til en snarlig rejse 😉, hvis vi tør.

Så meget for moderne teknologi og velorganiserede systemer! 😀

Men bortset fra den lidt besværlige afsked havde Bratislava været en rigtig dejlig oplevelse.

Nu gik turen videre mod Wien og nye eventyr.

Wien – kejserlig pragt, kunst og ægte wienerschnitzel

Wien er ganske enkelt fantastisk og imponerende!

Når man har rejst Balkan tyndt, er det noget af en omvæltning pludselig at komme til Wien. Balkan er eksotisk, ufriseret, charmerende og til tider temmelig kaotisk. Wien er derimod velordnet, elegant og storslået. Overalt møder man imponerende bygninger, brede boulevarder og prægtige paladser, der vidner om en tid, hvor Wien var centrum i et af Europas mægtigste kejserriger.

I århundreder var Wien hovedstad i Habsburgernes rige, og det er tydeligt, at kejserne ikke ligefrem sparede på byggeriet. Der skulle imponeres, og det må man sige, at det stadig lykkes med!

Wien skal også smages!

Inden vi ankom, havde vi besluttet os for to kulinariske oplevelser, som vi absolut skulle prøve.

For det første ville vi besøge et ægte, gammeldags wienerkonditori og nyde en Wiener Melange, apfelstrudel og sachertorte. For det andet skulle vi naturligvis have en rigtig wienerschnitzel – lavet af kalvekød, som traditionen foreskriver.

Kaffe og kage fik vi på Café Sperl, et af Wiens traditionsrige kaffehuse, hvor tiden nærmest synes at være gået i stå. Her er højt til loftet, gamle møbler og en atmosfære, der emmer af historie. Wienerkulturen, når den er allerbedst!

Wienerschnitzlen blev indtaget på Gasthaus Stern, et hyggeligt og autentisk spisested, hvor man stadig holder de østrigske madtraditioner i hævd.

Begge steder var en stor succes. Så kunne vi sætte flueben ved de kulinariske ambitioner. Og det var bestemt ikke nogen sur pligt! 😀

En by, der imponerer om hvert eneste gadehjørne

Ellers brugte vi dagene på det, vi holder allermest af: at gå rundt og opleve byen til fods.

Vi så naturligvis de kejserlige paladser og de imponerende regeringsbygninger. Vi besøgte også Stephansdom, Wiens berømte gotiske domkirke, der med sit karakteristiske tag og høje kirketårn er et af byens vigtigste vartegn.

Men det særlige ved Wien er næsten, at man ikke behøver at opsøge seværdighederne. De er overalt! Uanset hvilken gade man drejer ned ad i den gamle bydel, dukker der nye imponerende bygninger, kirker, palæer og monumenter op.

Man bliver næsten helt mæt af arkitektur. Og det siger ikke så lidt, når man tænker på, hvor mange fantastiske steder vi allerede har besøgt på vores rejse.

Belvedere og Gustav Klimt

Et af de absolutte højdepunkter blev vores besøg på Schloss Belvedere.

Slottet blev opført i begyndelsen af 1700-tallet som sommerresidens for prins Eugen af Savoyen, en af det habsburgske riges store feltherrer. I dag regnes det for et af Europas smukkeste barokanlæg.

Vi begyndte med at gå rundt i den imponerende barokhave med springvand, skulpturer og sirligt anlagte bede. Herfra er der en fantastisk udsigt over Wien.

Bagefter besøgte vi kunstmuseet i Øvre Belvedere. Det blev en helt særlig oplevelse.

Museet rummer en imponerende samling af kunstværker fra forskellige perioder, men det var især den østrigske maler Gustav Klimt, der gjorde indtryk på os.

Klimt var en af hovedskikkelserne i Wiens kunstneriske opbrud omkring år 1900. Hans billeder er kendt for deres dekorative mønstre, stærke farver og brug af guld. Museets mest berømte værk er Kysset, hvor et elskende par nærmest smelter sammen i et hav af gyldne ornamenter.

Det er et af de billeder, man har set gengivet utallige gange, men det er noget ganske andet at stå foran originalen.

Belvedere var uden tvivl et af de kunstneriske højdepunkter på hele vores rejse.

Nu går turen hjemad

Efter nogle dejlige dage har vi nu sagt farvel til Wien.

Det er svært ikke at blive imponeret over byen. Den er smuk, storslået og fuld af historie, kunst og kultur. Men kontrasten til Balkan er også tankevækkende. Hvor Wien imponerer med sin elegance, rigdom og orden, har Balkan begejstret os med sin rå charme, sine mennesker og sin til tider uforudsigelige hverdag.

To vidt forskellige verdener, som begge har givet os fantastiske oplevelser.

Nu vender vi næsen mod Danmark. Vi har dog stadig to overnatninger foran os – en i Polen og en i Tyskland – inden vi igen er hjemme.

Efter næsten to måneder på landevejene nærmer vores store eventyr sig sin afslutning.

Det bliver både dejligt og lidt vemodigt at komme hjem. For sikke en rejse vi har haft! ❤️